Nye biler, Nyheder

Zafiras turbo-trumf: Hurtigste bil i klassen

Zafiras turbo-trumf: Hurtigste bil i klassen

Jeg har altid svoret, at jeg højst ville have tre børn. Dét af den simple årsag, at en lang række bilmodeller ikke længere vil være en mulighed, hvis en fjerde podning skulle komme til verden. Og at der kun ville være kedelige asiatiske plastic-kasser tilbage at vælge imellem. Men Opel Zafira Tourer giver mig, og ikk mindst min kæreste, håb om, at det ikke nødvendigvis er bilen, der begrænser antallet af børn.

For nu er det nemlig muligt at anskaffe sig en Zafira med intet mindre end 195 hestekræfter i front. Og takket være en sekventiel bi-turbo er de mange hestekræfter til rådighed ved både højre og lave omdrejninger. En sekventiel bi-turbo fungerer nemlig sådan, at den har to skovlhjul – et stort og et lille. Det mindste sørger for at give et boost, når motoren kører ved lave omdrejninger, mens det store skovlhjul tager over, når omdrejningerne ryger i vejret. Det er altså ikke det samme som en twin-turbo, der har to lige store turboer, som yder samme effekt ved samme antal omdrejninger.

Den moderne 2-liters turbo-motor i Opel Zafira kan snildt få speedometernålen til at smide de ca. 1500 kg. (som bilen vejer) over på den hurtige side af 200 km/t, og de første 100 af slagsen kan den vel at mærke krydse efter mindre end ni sekunder. Det er altså ikke hverdagskost for en dansk familie-slæde. Faktisk er Opel ikke bange for selv at udråbe Zafira Tourer til den hurtigste syv-personers MPV i sin klasse.

På trods af de imponerende præstationer, så er det ikke en decideret diesel-sluger. Ved blandet kørsel er bilen i hvert fald angivet til at skulle kunne køre 17,9 km/l., og det betyder samtidig, at du kan ’slippe’ med 5020 kr. i årlig ejerafgift.

Prisen for en Zafira med de 195 hk ligger på 449.500, hvis du skal have hvide plader på. Men hvis du er ude efter en varevogn, der sætter håndværker-vennerne til vægs, så kan du slippe med 245.400 for en Zafira Flexivan og et sæt gule nummerplader – plus moms.

Jeg har godt nok ingen børn endnu, men det skader jo ikke at tænke lidt fremad. Så hvis vi her på Motorjournalisten.dk skal teste biler til familier med mere end tre børn, som vi kan sammenligne med Opels turbo-trumf, hvilke biler vil du så foreslå, vi tager med i overvejelserne? Kom gerne med input herunder artiklen eller send dit foreslag til esben@motorjournalisten.dk

 

Opel Zafira Tourer vandt i 2012 den prestigefyldte tyske titel ”Det Gyldne Rat” og kom i finalen til Årets bil i Danmark 2012.

Opel Zafira Tourer vandt i 2012 den prestigefyldte tyske titel ”Det Gyldne Rat” og kom i finalen til Årets bil i Danmark 2012.
Foto: Presse

 

Tags: ,

2 Kommentarer

  1. Viggo Vermehren siger:

    Var der ikke en Zafira OPC, det er godt nok nogle år siden! Mener den ydede ca 240hk ……..

    • Esben Skrumsager siger:

      Jo, du har helt ret. Når Opel selv kårer den nye Zafira Tourer til den hurtigste syv-sæders MPV i sin klasse, må det netop være fordi den gamle Zafira OPC kun havde fem sæder, og derfor er den ikke en del af regnestykket. Det kan også skyldes, at man kun regner med de modeller, der i produktion i øjeblikket.

      Men du har ret i, at Zafira OPC lige slår den nye Zafira Tourer på ydelse. Du kan læse mere om den gamle model her: http://www.fdm.dk/bil/opel-zafira-2.0-turbo-opc-240hk-2006

Skriv kommentar