Løst og fast

Vild rekord: Non-stop fra Sydafrika til London – i en Panda

Vild rekord: Non-stop fra Sydafrika til London – i en Panda

Den tidligere verdensrekord i at køre fra Cape Town i Sydafrika til London blev i denne uge smadret sønder og sammen af to modige englændere, der valgte at tage den lange tur i en to-cylindret Fiat Panda – i et forsøg på at samle penge ind til et afrikansk velgørenhedsprojekt.

Den seneste rekord for køreturen fra det sydligste af Afrika til den engelske hovedstad blev sat i 2010, hvor det tog tre andre englændere 11 dage, 14 timer og 11 minutter at køre de ca. 16.000 kilometer. Og det foregik vel at mærke i én af de første biler, man sandsynligvis vil komme i tanker om, hvis man skal ud på sådan en tur – en Land Rover Discovery Td5.

Men denne gang var der altså ikke tale om et offroad-monster af samme kaliber. Philip Young og Paul Brace havde derimod valgt at tage turen i en lettere modificeret Fiat Panda med en to-cylindret motor på 0,9 liter.

Hellere lille og hurtig end…
Men selvom Pandaens motor er næsten to liter mindre end Land Roverens, så slog den lille italienske familiebil alligevel sin forgænger på ruten ganske overlegent. For det lykkedes nemlig Philip og Paul at tilbagelægge de ca. 16.000 km. på kun 10 dage, 13 timer og 28 minutter – altså mere end et døgn hurtigere end den hidtige rekord fra 2010.

Der er godt nok tale om to forskellige ruter, men de er nogenlunde lige lange og inkluderer begge en kort sejltur, så man må tage hatten af for den lille italiener.

Her kan du se ruten fra 2010.

Her kan du se ruten fra 2013.

De to engelske herrer måtte i gennemsnit tilbagelægge 1.600 km. om dagen med en gennemsnitshastighed på ca. 65 km/t, før de i mandags kunne parkere bilen i Hyde Park i London.

– Det har været en utrolig tid på vejene – spændende og adrenalinfyldt – og bilen var fantastisk, fortalte Philip Young til den fremmødte presse, da han sammen med Paul Brace satte fødderne på jorden i Hyde Park i London.

– Vejene var forfærdelige, varmen var ulidelig, og den stramme tidsplan var vildt udmattende, men bilen svigtede aldrig. Det var en ekstremt hård rejse, Og Fiat kan være stolt af den pålidelige og hårdføre bil, lød det fra Philip Young.

De indsamlede penge i forbindelse med turen går til et afrikansk velgørenhedsprojekt kaldet ‘Farm Africa’, som er et uddannelsesprojekt, hvor man lærer de lokale bønder at dyrke jorden mere effektivt.

Det bliver spændende at se, hvilken bil der næste gang tør tage kampen op mod Fiat Panda.

Hvilken bil ville du vælge til sådan en tur? Smid en kommentar i feltet under artiklen!

Fiat Panda har nu rekorden for hurtigste køretur fra Cape Town i Sydafrika til London i England.

Fiat Panda har nu rekorden for hurtigste køretur fra Cape Town i Sydafrika til London i England. Foto: Newspress

F_6075

F_6105

F_6107

 

Tags: , ,

2 Kommentarer

  1. Steffan Thygesen siger:

    Var det den nye 4X4 eller en standard Panda?

Skriv kommentar