Biltest

Test af prisvinder: Toyota GT86 går lige i hjertet

Test af prisvinder: Toyota GT86 går lige i hjertet

I en tid hvor Toyota mest af alt bliver forbundet med kønsløse familieslæder, har den japanske bilproducent med Toyota GT86 bevist, at det også kan være navnet på en bil, der kun har én ting for øje: Ægte køreglæde!

I slutningen af maj blev Toyota GT86 tildelt prisen “Road Test Editor’s Award” af det britiske magasin FleetWorld for sin evne til at levere store oplevelser for en lav pris. Og i slutningen af juni har Toyota i forbindelse med, at man kan fejre bilmærkets 50-års jubilæum for deres tilstedeværelse i Danmark, valgt at sænke prisen på GT86 med hele 86.000 kr.

På Motorjournalisten.dk har vi tidligere testet Subaru BRZ, som grundlæggende er identisk med Toyota GT86, men når det nu specifikt er GT86’eren, der bliver hædret af FleetWorld, har vi valgt at teste den lille sportsvogn endnu en gang – og denne gang er det altså med Toyota-logoet på fronten.

Førstehåndsindtryk:
Det overrasker mig, hvor lav bilen er i virkeligheden. Hvis den havde været mindre, havde man nok skulle købe den i Toys’R’us istedet. Man sætter sig for alvor ned i bilen, hvor de hårde sports-sæder tager imod røv og ryg på en noget anden vis en den Citroën C5, der til daglig får mig fra A til B. Men meningen med Toyota GT86 er ikke, at den skal få mig fra A til B. Den skal kun få mig fra A på en måde, hvor jeg aldrig får lyst til at nærme mig B.

Skærmbillede 2013-06-21 kl. 09.13.46

Interiør:
Kabinen fremstår minimalistisk sammenlignet med almindelige moderne biler. Der er ikke en stor touch-skærm på størrelse med en tablet. Der er ikke et væld af smarte knapper og instrumenter. Men selvom kabinen er relativt skrabet, så er der, hvad man har brug for. Midterkonsollen er med sit cockpit-inspirerede udseende nemt og overskueligt. Som det ses på billederne under artiklen betjenes aircondition, elbagrude og klimaanlæg ved hjælp af knapper, der er tydeligt inspireret af flyindustrien.

Toyota GT86 har efter sigende det mindste rat, der nogensinde har siddet i en Toyota. Det siger dig måske ikke så meget, men i praksis betyder det, at styrtøjet føles utrolig kontant – og minder en smule om følelsen af at sidde i en gokart. Men mere om det senere.

Komfort:
Som sagt var førstehåndsindtrykket af sæderne temmelig skræmmende. De er som boltet til asfalten, og på de små plet-lappede villaveje kan det godt opleves som noget, som vagterne på Guantanamo ville synes var lige i overkanten. Men så snart du triller ud på de danske lande- og motorveje, så bliver sæderne dine bedste venner. De holder dig fast, når du sætter bilen på arbejde, og de støtter dine ben og din ryg de rigtige steder, når du cruiser på motorvejen. I løbet af de flere hundrede kilometer, jeg tilbagelagde i løbet af testen, oplevede jeg på intet tidspunkt, at sæderne blev ukomfortable.

Motor:
Toyota GT86 fåes kun med én motor. Den er produceret af Subaru, har fire cylindre og en slagvolumen på to liter. Du kan dog vælge mellem en manuel eller en automatisk gearkasse, men Toyota forventer, at langt størstedelen af de solgte GT86’ere vil have manuel gear. Benzinmotoren yder 200 hk, og har et moment på 205, når omdrejningerne kommer over 6000, hvilket kan lyde helt vildt, hvis man er vant til at trille rundt i en diesel-slæde, hvor det maksimale drejningsmoment findes nede i nærheden af de 4000 omdrejninger. Men de høje omdrejninger er en væsentlig del af charmen i Toyotaen. Topfarten er 226 km/t.

Standardudstyr:
17″ alufælge, automatisk klimaanlæg, elsideruder, elspejle med varme, fartpilot, hækspoiler, kørecomputer, sportspedaler i aluminium, sportssæder i læder og alcantara, multijusterbart læderrat, nøglefri betjening, sædevarme, tågeforlygter og xenonforlygter.

Udvalgt ekstraudstyr:
Multimediesystem: 5.995,-
Navigation: 4.933,-
Streamersæt til tag/motorhjelm: 1.295,-
Streamersæt til siderne: 695,-
Carbon dæksler til sidespejle: 1.350,-

Pris og omkostninger:
Priserne for en Toyota GT86 begynder ved 453.969,-. Til sammenligningen koster Subaru-søsteren BRZ i øjeblikket næsten 100.000 mere, efter Toyota valgte at dumpe priserne på GT86.
Med 12,8 km/l i gennemsnit lander den halvårlige ejerafgift på 1.840,-. Et hurtigt tjek på forsikringen viser, at en 40-årig elitebilist i en provinsby ville kunne få ansvar- og kaskoforsikring for ca 7.500,- om året.

Set i forhold til almindeligt værditab må man som ejer af en GT86 forvente at miste omkring 220.000,- i værditab set over fire år og 80.000 km.

Køreegenskaber:
Egenskaberne på såvel motorvej som små snoede landeveje er uovertruffen. Jeg har simpelthen aldrig oplevet noget lignende. Styrtøjet er knivskarpt, gearene ligger utrolig tæt og gør gearskiftene til en fornøjelse. Motorens kræft og lyd, når den runder de 6000 omdrejninger, er vanvittig. Og vejgrebet sår tvivl om naturlovenes berettigelse, når man kaster den gennem de små sving. Er du vant til en kraftig dieselbil, vil GT86 føles en anelse sløv i optrækket. I direkte duel mod en Audi A6 ville Toyotaen ikke have en chance fra lyskryds til lyskryds. Men uden for byzonen vil jeg til hver en tid vælge Toyota GT86 – ikke nødvendigvis pga. hastigheden, men så afgjort pga. køreoplevelsen.

Sikkerhed:
Bilen er udstyret med ABS-bremser, VSC+, Traction Control og Brake Assist System. Der er desuden syv airbags, herunder knæ-airbags i førersiden, selestrammere, aktive nakkestøtter og såmænd også Isofix-beslag til barnestolen.

Positivt:
Fantastisk køreoplevelse. Meget bil for pengene. Gennemført design.

Negativt:
Lavt moment ved lave omdrejninger.

Konklusion:
Jeg ville aldrig vælge en Toyota GT86 som den primære bil til husstanden. Dertil er den simpelthen ikke alsidig nok. Men hvis man fokuserer på dét, den er lavet til: At genfinde køreglæden dybt inde i selv den mest lovlydige Skoda-ejer, så har jeg aldrig oplevet en bedre bil. Så er du på udkig efter en bil, som kan få dig til at glemme hverdagens udfordringer, så er det din lokale Toyota-forhandler, du skal ringe og bestille en prøvetur hos.

Stjerner:
★★★★★★
Seks ud af seks

Toyota_GT86-0010

 

Tags: ,

Ingen kommentarer

  1. Skrummes biljagt – kapitel 1

Skriv kommentar