Gadgets og tilbehør, Test

Spildfri kop til ungerne

Spildfri kop til ungerne

Har det overhovedet noget at gøre med biler? Det er jo bare en kop, tænker jeg, da jeg pakker koppen ud af den overpyntede æske. Farvekombinationen er gulerod – orange kop med grønt låg. Der findes en del andre kombinationer – ingen af dem bliver væk i bunden af bilen.

WOW Cup praler af at være en spildfri kop, som alle kan drikke af. Min to årige søn krævede lige et par tilløb, før han fandt ud af at suge vandet ud, mens hans store brødre fangede den i første hug. Man kan suge hele vejen rundt, så man kan ikke vende koppen forkert.

Jeg var ikke rigtig solgt på ideen – det var en kop, til 100 kroner. Men efter at have rakt den om på bagsædet til mine tre børn, så kan jeg godt se ideen, for man kan bare ikke få koppen til at spilde. Godt nok skal børnene suge lidt hårdt på den for at få vandet ud, men at barnestolene og tøjet er tørt på bagsædet tilgiver den detalje. Drikkedunkene kan bare ikke hamle op med Wow Cup.

Faktisk har WOW Cup også afløst sutteflasken, som min yngste søn plejer at tage med i seng – den havde det nemlig med at lække. Wow Cup har ikke spildt en dråbe, så den gør hvad den lover.

Man kan købe nogle låg til den, så der ikke kommer skidt på gummilåget – det er praktisk.

Eneste anke er faktisk prisen – 99 kr. er en del for en kop, selvom den ikke kan spilde. Hertil kommer lågene, der koster 40 kroner for tre.

Wow Cup får faktisk mine varmeste anbefalinger på trods af prisen. Eneste rigtige anke er at man skal være lidt omhyggelig, når man skruer låget på – man kan godt skrue det skævt.

 

Hos FDM kan man få koppen til 79 kr. hvis man er medlem.

 

WOW Cup lancerer snart en drikke dunk til voksne – jeg er fristet.

Tags: , ,

Ingen kommentarer


Skriv kommentar