Nyheder

Konkurs: Better Place lukker og slukker

Konkurs: Better Place lukker og slukker

Så gik den ikke længere. Better Place, der har leveret løsninger til en lang række danske elbiler, er nu begæret konkurs. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse, som du kan læse herunder. Konkursen efterlader de danske elbilsejere – og særligt ejere af Renault Fluence-elbilen, som er baseret på Better Place’ batteriskiftesystem – i en alvorlig klemme. Vi vil her på Motorjournalisten.dk følge op på sagen i de kommende dage.

Her kan du læse pressemeddelelsen fra Better Place:
Bestyrelsen i Better Place´s globale selskab, Better Place Inc, har i dag meddelt, at selskabet standser sine aktiviteter og indleder en insolvensbehandling. Beslutningen skyldes, at investorerne bag Better Place Inc. ikke ønsker at fortsætte finansieringen af selskabet, og dermed har selskabet ikke længere midler nok til at fortsætte driften.

Better Place Inc. har gennem de seneste seks måneder tilpasset strategien og gennemført en markant reduktion af medarbejderantallet og omkostningerne. Dette til trods, har det desværre ikke vist sig muligt at opnå den ellers ventede fortsatte finansiering.

For Better Place Danmark A/S betyder beslutningen, at finansiering fra moderselskab og hovedinvestor bortfalder, ligesom tidligere tilsagn om finansiering fra blandt andet Den Europæiske Investeringsbank (EIB) falder bort.

Ledelsen og bestyrelsen i Better Place Danmark A/S har på den baggrund konkluderet, at det ikke er muligt at fortsætte selskabets aktiviteter og indgiver derfor konkursbegæring.

I praksis betyder det, at det nu bliver boets kurator, som vil disponere på virksomhedens vegne, og arbejde for at sikre de bedst mulige vilkår for de danske kunder, medarbejdere og kreditorer. Better Place har i dag informeret sine kunder om situationen, og ledelsen vil nu sammen med boet og alle partnere, herunder Renault, arbejde på at finde den bedste løsning for kunderne.

”Det er umådeligt trist, at det for os ender her efter mere end fire års intenst arbejde. Det har hele tiden været en forudsætning, at Better Place Danmark A/S fik adgang til ekstern finansiering i endnu 2-3 år, før selskabet ville kunne stå på egne ben. Der er blevet arbejdet hårdt på at skaffe den nødvendige finansiering helt til sidste minut, men det lykkedes desværre ikke. Vores beslutning om konkursbegæring er derfor det eneste ansvarlige at gøre i den konkrete situation”, siger Johnny Hansen, administrerende direktør for Better Place Dammark.

”Vi indfriede vores mål om at skabe et nationalt netværk, som gør det muligt for danskerne at køre i elbil med samme mobilitet som benzinbilerne. Siden vores netværk stod færdigt ved udgangen af 2012, har vores mere end 500 kunder kørt flere millioner kilometer og bevist, at elbilen er et reelt alternativ. Vi må dog erkende, at vi ikke ramte den rette timing, og at vores moderselskab ikke har været i stand til at rejse de midler, der skal til for at sikre en langsigtet finansiering af Better Place. Vi ved, at mange danskere gerne vil køre elbil, men de har haft for få bilmodeller at vælge imellem, og så er det ikke nok, at vi som operatør står klar til at lade elbilerne”.

”Elbilen er fremtidens grønne transportform. Det tror vi fortsat på, men innovation tager tid og kræver mod, og der er ingen garantier, når man udfordrer 100 års transportvaner. Vi takker alle som støttede os undervejs – særligt vores kunder, som troede på os og udviste stor loyalitet og medarbejderne, som har leveret en helt fantastisk og utrættelig indsats for elbilens sag”. slutter Johnny Hansen.

 

Skærmbillede 2013-05-26 kl. 10.39.18

Tags: , , ,

Ingen kommentarer


Skriv kommentar