Forbrugsstof

Hvilken brugtbil skal du vælge?

Hvilken brugtbil skal du vælge?

Jeg har tænkt tanken masser af gange: Man burde lave en interaktiv bilvælger, hvor man starter med behovene frem for alt muligt andet. Ligesom med netdating – man ved som regel hvilket køn man vil have, og så kan de resterende krav om interesser lægges ind i søgningen derefter. Og til sidst kigger man bare billeder alligevel, ligesom alle alligevel ender i en VW. Måske er det fordi det er den, de helst vil have eller også kender de ikke alternativet.

For hovedparten af bilkøbere har ikke lige en liste over alle de modeller, der kan passe til deres behov. Ja, de kender ikke engang alle bilmærker, så hvordan skulle man egentlig få et overblik over markedet?

Det lille problem prøver FDM at løse med en ny brugtbilsvælger, hvor man kan udfylde felter som biltype, pris, antal siddepladser og påhængsvægt.

Desværre beder FDM om først at vælge biltype: Lille, stor, stationcar og mpv. Og så er ideen allerede amputeret over speederfoden – for så kræver det jo flere søgninger hvis man er ligeglad med om det er en mpv, en stationcar eller en stor bil – bare den kan transportere fem mennesker, bagage og ikke koster en formue i ejerafgift og brændstof.

Her falder FDM nemlig i en anden fælde – eneste økonomiske parameter er købspris, og  den fortæller ikke meget om den månedlige udgift.

Som sidste stilk af malurt i bægeret er listen af biler langt fra komplet – for eksempel dukker Honda FR-V ikke op som mpv med plads til 6 personer og en pris mellem 100.000 og 200.000 kr -hvor den helt sikkert hører hjemme. Der kommer nemlig kun fem forslag op, hvilket er godt for overskueligheden, men ikke godt for det fulde overblik.

Og hvis man vil have en sjov bil, så er det heller ikke her du skal søge inspiration: Jeg søgte Lille bil, 2 personer, 100.000 – 200.000 kr og 0 kg på krogen. Jeg tænkte: Mazda Mx5, Peugeot 307 CC eller BMW 323 Coupe. FDM’s brugtbilvælger tænkte: Fiat 500, Ford Fiesta, VW Polo, Peugeot 207 og Toyota Yaris. Jeg tænkte: Zzzzzzzzzz.

Ideen om en brugtbilsvælger er rigtig god, men udførelsen kunne være langt bedre. Glæder mig til version 2.0

I nuværende version må det blive til 2 ud af 6 stjerner

Prøv selv her

Ideen holder 100 pct., men udførelsen er ikke god nok

Ideen holder 100 pct., men udførelsen er ikke god nok

 

Ingen kommentarer


Skriv kommentar