Klumme, Løst og fast

Er det din bil?

Er det din bil?

De blå blink trænger gennem tågen og reflekteres i bakspejlet. Civic’en har fået lidt gas. Ikke uansvarligt, bare lidt friskt. Og nu har jeg en patruljevogn i hælene.
Jeg holder ind til siden. Betjenten træder ud af sin bil og kommer hen til mig.

Jeg ruller vinduet ned, og kigger ud.
– Er det din bil? spørger han – nærmest list ironisk. Det er tydeligt, at han ikke havde forventet at se en 35-årig indfødt dansker, hvis oldeforældre også talte dansk.

Måske ikke det indlysende valg for en 35-årig familiefar

 

Jeg er helt sikker på, at han havde forventet at se en ung fyr med guldkæde og tyk Aarhus V-dialekt. Måske en ung fyr hvis oldeforældre blev født langt fra Danmark. Men sådan var det ikke i dag. For min bil er nok hvad de fleste vil kalde en kebabræser, og det er ligefør den er så gammel at den ikke engang vil give en 18årig fra Gellerup-planet ’streetcred’ – hvis det overhovedet hedder det. Men jeg kører altså i en Civic – der ikke udstråler familiefar og professionel pondus.

Jeg er bare ikke kommet længere i min bilsamling end en Honda Civic VTI med store fælge og gevindundervogn, der måske mest tiltaler en teenager. Og jeg ved ikke, om jeg kommer længere lige med det samme, for jeg er vild med min gamle Civic. Jeg elsker det præcise gearskifte og den omdrejningsvillige motor, der skifter lyd første gang ved 4.400 o/min, når VTEC-systemet går på den skrappe knast, og anden gang ved 5.800 o/min, når indsugningen skifter til de lige korte rør, og lader motoren skrige og trække manisk til 8.200 o/min, hvor begrænseren stopper festen.

Jeg elsker, at der er et kabel til gasspjældet – når jeg træder på speederen, tager motoren gassen med et samme. Motorstyringen skal ikke først spørge gearkassen om jeg er i 1. eller 2. gear, så momentet skal begrænses. Den skal heller ikke spørge antispin-systemet om der er greb nok eller ESP-systemet om jeg er ved at komme i skred.
Når jeg giver gas, så tager motoren gassen. Og hvis grebet er for meget for det ene hjul, så griber spærret ind, og overfører kræfter til det andet hjul. Og hvis det heller ikke har greb nok, så hviner mine ContiSportContact.

Jeg bestemmer, bilen reagerer og fysikkens love straffer. Der er ingen støj på linjen. Jeg elsker det. Men det er ikke sikkert betjenten tænker på denne glæde, da jeg svarer ja.

Han siger blot:
– Kan du have en god aften. Måske med lidt skuffelse i stemmen.

Ja, jeg kan have en god aften. For jeg elsker nemlig den bil, selvom den muligvis passer til mig, som Mascha Vang set udefra passer til Nicolas Kiesa. En stille og rolig fyr og en opmærksomhedskrævende skrappedulle. Men måske er de et match made in Heaven. Ligesom mig og min Civic.

Update: Mascha Vang og Nicolas Kiesas forhold holdt ikke så længe som mit og Civics

8.200 o/min – det er det der gør en VTI, så forførende

 

 

 

Tags: , ,

Ingen kommentarer


Skriv kommentar