Biltest

Clio Stationcar: Fræk fransk familie-flytter

Clio Stationcar: Fræk fransk familie-flytter

Renault har i den kommende weekend en vaskeægte premiere på tapetet, når de for første gang giver danskerne mulighed for at se nærmere på den nye Renault Clio Stationcar. Vi har testet den lille familiebil.

“Du glemmer aldrig første gang, I mødtes” lød det i reklamen, da Renault præsenterede den seneste Clio.

Og de har fuldstændig ret – i hvert fald for mit vedkommende. Jeg så den første gang d. 12. november sidste år på en parkeringsplads udenfor Odense Congress Center. Den røde farve og det nye frække design fangede min opmærksomhed med det samme.

Nu har jeg efterhånden vænnet mig til at se den i gadebilledet, og Clio var da også den 6. mest solgte bil i Danmark i marts måned. Men det betyder ikke, at den ikke længere skiller sig ud. Da jeg i den forgangne uge hentede min kæreste fra arbejde, var en ældre mand tæt på at komme galt afsted, da hans opmærksomhed blev fænget af den røde sag, jeg holdt parkeret i. Jo jo, jeg ser da heller ikke værst ud, men jeg trilskriver altså bilen den store helt store opmærksomhed.

Udseende frem for funktion
Clio er en bil, der skiller sig ud i gadebilledet. Og jeg er faldet pladask for det friske eksteriør. Den bombastiske front og de markante linjer henover siden af bilen er med til at give den et karakteristisk udtryk, som ikke er hverdag på de danske landeveje.

Jeg er dog mindre begejstret for kabinen, som også har fået en ordentlig overhaling. Der er meget skinnende sort plastic – blandt andet på hele midterkonsollen og på store dele af rattet. Det kommer nemt til at se støvet eller fedtet ud på de blanke overflader, og i min verden hører blankt plastic ikke hjemme på et rat! Det irriterer mig, når mine hænder mister greb, så snart de rammer den sorte plast.

I det hele taget mangler interiøret lige den sidste finish. Nederst på rattet kan man skære fingrene på den skarpe plastic-kant. Touch-skærmen opleves allerede forældet, når man eksempelvis vil bevæge sig rundt på kortet for at finde en destination. Og så er der ikke mindst den afskyelige ratbetjening til radio og håndfri telefon. Den fungerer som sådan udemærket, når man har lært den at kende, men man har ingen chance for at se knapperne bag rattet, og når man får drejet rattet nok til at spotte knapperne, er det ikke et kønt syn, der møder én. Jeg troede faktisk ikke på, at det var originalt Renault-udstyr, da jeg så den første gang. Det er en lille detalje – det ved jeg. Men jeg havde forventet mere af Renaults designere, end noget der minder om en omgang ukurant ekstraudstyr fra THansen.

Helt overordnet må jeg slå fast, at jeg befinder mig godt i kabinen. Jeg kan ikke sætte en finger på køreegenskaberne eller det tekniske. Den er nem at køre, og jeg føler mig hurtigt hjemme bag rattet, som var det min egen bil. Og det må netop være et succeskriterie i en bil som Renault Clio. Den må gerne være smart og fancy at se på, men der skal ikke være så mange dikkedarer. Og det er der ikke. Intrumenteringen er nem og overskuelig, og sæderne og rattet er multijusterbare, så man kan opnå den mest komfortable position.

Den nye Clio er længere, bredere og lavere end forgængeren. Det giver dig 443 liter i bagagerummet, hvilket er 143 liter mere end hatchbackudgaven. Der er sikret en god og komfortabel adgang til bagagerummet ved hjælp af en relativt stor åbning, et helt plant gulv (se billederne under artiklen) og en læssehøjde, der blot er 68.5 centimeter over jorden – 15 centimeter lavere end hatchbackudgaven, hvor bagagerummet er meget dybt.

Helt ny 3-cylindret benzinmotor
Den ypperste blandt de nye dieselmotorer, er den nye 90 hk motor, der klarer hele 31.25 km/l. Det er intet mindre end rekord i klassen. Samtidig har den et moment på 220 Nm ved 1750 omdrejninger og yder de maksimale 90 hk ved 4000 omdrejninger. Det lave forbrug i motoren skyldes blandt andet features som Stop & Start teknologi.

Storsælgeren i dieselversionen forventes dog at blive den velkendte og meget økonomiske 75 hk variant, som også ligger i testbilen. Det er ligeledes en motor, der nøjes med at nippe til dråberne. 27.8 km/l siger forbrugstallet ved blandet kørsel.

Udover den meget nøjsomme diesel kan man også få den tre-cylindrede benzinmotor med 90 turbo-heste. Også denne sparer pænt på brændstoffet. Ved blandet kørsel siger økonomien 23.25 km/l.

Den nye Renault Clio Sport Tourer har samme standardudstyr som hatchback-udgaven. Det vil sige, at selv fra den billigste udstyrsvariant – Authentique – er LED lys, fartpilot, Hill Start Assist samt radio med Bluetooth og USB-indgang standard.

Priserne begynder ved 144.900 kroner for en 1.2 75 hk benzin Authentique. Men det nok de færreste, der køber den, når man for 149.900 kroner kan få en Expression-version, der udover standardudstyret også har aircondition, 7 tommers touchscreen med navigation, bluetooth, radio og læderrat. Den mest populære version forventes at blive versionen med Expression-udstyr og 75 hk dieselmotor. Den koster 167.900 kroner.

Her kan du få et overblik over de forskellige modeller og udstyrsniveauer.

Alle autoriserede Renault-forhandlere slår dørene op den 4. og 5. maj fra kl. 11.00 – 16.00.

 

Konklusion:
Designet er helt klart det bærende element i den nye generation Clio, og stationcar-versionen er ingen undtagelse. Køreegenskaberne er fine og brændstofforbruget er ambitiøst. Der mangler dog lige den sidste finish i kabinen, pladsen på bagsædet er ikke overvældende, og brugerfladen på touch-skærmen føles forældet, når man er vant til moderne tablets i hjemmet.

Stjerner:
★★★★★★
Fire ud af seks

Fakta om Renault Clio Stationcar dCi75.

Pris: 167.900 (kampagnepris)
Motor: 1,5 liters diesel
Forbrug: 27,8 km/l
Gear: Manuelt
Topfart: 168 km/t
Køreklar vægt: 1194 kg

IMG_1646

IMG_1648 IMG_1639 IMG_1627 IMG_1637

IMG_1663

IMG_1670 IMG_1664

 

foto

Helt ærligt, Renault. Hvad er det for en afskyelig tingest at putte ind i sådan en pæn bil?

IMG_1674

Tags: , , ,

Ingen kommentarer

  1. Friske tal: Nye biler strømmer til Danmark

Skriv kommentar